Ann Marie Roeper

Ann Marie Roeper

Ann Marie Roeper (1918-2016) var en amerikansk psykolog og underviser kendt for sit arbejde inden for undervisning af højtbegavede. Hun var en pioner inden for studiet af høj begavelse og kreativitet og hun udviklede mange innovative tilgange til at identificere og uddanne højtbegavede elever.

Roeper blev født i Tyskland og emigrerede til USA i 1935. Hun modtog sin bachelorgrad fra New York University, sin kandidatgrad fra Columbia University og sin ph.d. fra University of Chicago.

I 1942 grundlagde hun Roeper School i Bloomfield Hills, Michigan, som var en af de første skoler i USA, der specialiserede sig i højtbegavede børn. Hun hjalp også med at etablere Council for Exceptional Children's Association for the Gifted og fungerede som dets formand fra 1963 til 1965.

Roeper udgav mange bøger og artikler om uddannelse af højtbegavede børn og var en hyppig taler på konferencer og workshops rundt om i verden. Hun var også en stærk fortaler for uddannelse af dårligt stillede og minoritetselever.

Gennem sin karriere modtog Roeper mange priser og hædersbevisninger for sine bidrag til uddannelse af højtbegavede, herunder National Association for Gifted Children's Lifetime Achievement Award og Michigan Women's Hall of Fame. Hun døde i 2016 i en alder af 97 år.

Ann Marie Roeper havde en unik og innovativ tilgang til højtbegavede og deres skolegang. Hun mente, at højtbegavede elever skulle have lov til at forfølge deres lidenskaber og interesser, og at en one-size-fits-all tilgang til uddannelse ikke fungerede for dem. I stedet foreslog hun en personlig tilgang til uddannelse, der tog hensyn til hver elevs individuelle styrker og interesser.

Roeper mente, at højtbegavede elever skulle udfordres og engagere sig i deres læring, og at de skulle have mulighed for at udforske og opdage deres egne interesser. Hun mente, at højtbegavede elever skulle opfordres til at tænke kritisk, stille spørgsmål og søge information på egen hånd.

En af Roepers vigtigste pædagogiske overbevisninger var, at højtbegavede elever skulle have frihed til at lære i deres eget tempo. Hun mente, at traditionel opdeling i klasser baseret på alder kunne være begrænsende for højtbegavede elever, og at de skulle have lov til at bevæge sig gennem pensum i et tempo, der var passende for dem.

Roeper troede også på vigtigheden af kreativitet og anderledes tænkning i undervisning af højtbegavede. Hun opfordrede lærerne til at skabe et klasseværelsesmiljø, der fremmede kreativitet og gav mulighed for ubegrænset udforskning og eksperimentering.

Samlet set understregede Ann Marie Roepers pædagogiske synspunkter vigtigheden af individualiseret, elevcentreret læring, der fokuserede på de højtbegavede studerendes unikke behov og styrker. Hun troede på vigtigheden af kreativitet, kritisk tænkning og social og emotionel udvikling, og hendes ideer fortsætter med at påvirke området for uddannelse og undervisning af højtbegavede elever.

Et andet centralt aspekt af Roepers pædagogiske synspunkter var hendes tro på vigtigheden af social og emotionel udvikling for højtbegavede elever. Hun mente, at højtbegavede elever ofte står over for unikke sociale og emotionelle udfordringer, og at undervisere bør trænes til at støtte deres følelsesmæssige trivsel og hjælpe dem med at udvikle de sociale færdigheder, de har brug for.

Højtbegavede elever står ofte overfor unikke sociale og emotionelle udfordringer, der kan påvirke deres trivsel og akademiske succes. Nogle af de almindelige udfordringer, som højtbegavede elever kan opleve, inkluderer:

  • Perfektionisme: Højtbegavede elever sætter ofte høje forventninger til sig selv og kan blive ængstelige eller stressede, når de føler, at de ikke opfylder disse forventninger.
  • Asynkron udvikling: Højtbegavede elever kan være intellektuelt avancerede, men kan stadig være udviklingsmæssigt umodne på andre områder, hvilket kan skabe udfordringer i sociale situationer og føre til følelser af isolation og/eller frustration.
  • Vanskeligheder med at passe ind: Højtbegavede elever kan have interesser og evner, der adskiller sig fra deres jævnaldrende, hvilket kan gøre det udfordrende at finde en følelse af tilhørsforhold og forbindelse med andre.
  • Kedsomhed eller mangel på udfordring: Højtbegavede elever kan kede sig eller blive uengagerede i traditionelle klasseværelser, hvis de ikke bliver udfordret nok, hvilket kan føre til følelser af frustration og/eller manglende motivation.
  • Følsomhed: Højtbegavede elever kan være mere følsomme over for deres miljø eller sociale signaler, hvilket kan gøre dem mere tilbøjelige til at opleve stress eller angst.
  • Intensitet: Højtbegavede elever kan have intense følelser, tanker eller reaktioner på situationer, som kan være overvældende og udfordrende at håndtere.
  • Opfattet pres: Højtbegavede elever kan føle sig presset til at leve op til forventningerne fra forældre, lærere eller jævnaldrende, hvilket kan skabe stress eller følelser af utilstrækkelighed.

Ann Marie Roeper anerkendte de sociale og emotionelle udfordringer, som højtbegavede elever står over for, og understregede vigtigheden af at tackle disse udfordringer for at understøtte deres trivsel og akademiske succes.

Det er således vigtigt for undervisere og forældre at være opmærksomme på disse sociale og følelsesmæssige udfordringer og yde støtte og ressourcer til at hjælpe højtbegavede elever med at navigere i disse udfordringer. Dette kan omfatte intellektuel udfordring og kreativ udfoldelse, fremme af positive sociale relationer og give adgang til rådgivning eller andre former for støtte, når det er nødvendigt.

Roeper mente, at det var vigtigt at give højtbegavede elever mulighed for at interagere med andre højtbegavede, da dette kan hjælpe dem med at føle sig forstået og støttet. Hun understregede også vigtigheden af at fremme positive sociale relationer, undervise i sociale færdigheder og yde støtte til følelsesmæssig trivsel.

Roeper anerkendte også vigtigheden af kreativitet og anderledes tænkning i håndteringen af de sociale og emotionelle udfordringer hos højtbegavede elever. Hun mente, at det at give muligheder for kreativ udfoldelse kunne hjælpe højtbegavede elever med at udvikle en følelse af identitet og udforske deres følelser på en positiv og konstruktiv måde.

En af Roepers vigtigste pointer var, at højtbegavede elever ofte oplever asynkron udvikling, hvilket betyder, at de kan være intellektuelt avancerede på nogle områder, men kan stadig være udviklingsmæssigt umodne på andre områder. Dette kan skabe udfordringer i sociale situationer og føre til følelser af isolation og/eller frustration.

I sin tilgang til uddannelse foreslog Roeper personlig og elevcentreret læring, der fokuserede på de unikke behov og styrker hos hver enkelt elev. Hun mente, at denne tilgang kunne hjælpe med at afbøde nogle af de sociale og følelsesmæssige udfordringer, som højtbegavede elever står over for, da det giver dem mulighed for at forfølge deres interesser og lidenskaber og lære i deres eget tempo.

Samlet set understregede Roepers tilgang til at tackle de sociale og emotionelle udfordringer hos højtbegavede elever vigtigheden af personlig læring, positive sociale relationer og følelsesmæssig støtte. Ved at løse disse udfordringer kan højtbegavede elever trives akademisk og emotionelt og nå deres fulde potentiale.