Stealth dyslexia
Stealth dyslexia kan oversættes som dysleksi, der går under radaren. Stealth dyslexia ses typisk når høj begavelse møder dysleksi og medfører i mange tilfælde, at der ofte først meget sent stilles en dysleksi-diagnose.
Den høje begavelse gør, at barnet præsterer gennemsnitligt eller lidt over middel, når det gælder skrive- og læseforståelse, fordi barnet kan kompensere for vanskelighederne ved hjælp af kognitive kompenseringsstrategier. Kompenseringsstrategierne er dog ressourcekrævende for barnet, og kan ofte medføre en stor portion frustrationer og negativ selvfølelse.
Betegnelsen Stealth dyslexia benyttes fordi dysleksien hos disse individer ofte ikke fremstår lige så tydeligt. Det kræver derfor også en bredere og dybere nysgerrighed i forhold til barnets præstationer at identificere den. Resultaterne i kognitive tests såsom WISC-V kan vise præstationsprofiler, der kan være et resultat af dysleksi, og kan derfor være hjælpsom i diagnosticeringen.
I et studie fra Radboud Universitetet i Holland fra 2014 er der blevet undersøgt, hvorfor der bør tages højde for den kognitive profil, når der mistænkes dysleksi hos højtbegavede. Den hollandske ordblindetest minder en del om den danske, hvorfor resultaterne er yderst relevante for danske børn også. Studiet viser blandt andet, at højtbegavede med dysleksi scorer signifikant højere på læsning af nonsensord end normaltbegavede med dysleksi, og at læsning af nonsensord derfor ikke fungerer som et brugbart diagnosticeringsværktøj for højtbegavede.
Drs. Fernette og Brock Eide er førende forskere inden for dysleksi, og var de første til at italesætte Stealth dyslexia. Ifølge dem er der flere ting, som højtbegavede individer med dysleksi har til fælles. De har blandt andet:
- Typisk karakteristiske dysleksi-vanskeligheder med ord-processering og skriftligt arbejde.
- Resultater i kognitive tests, som er i overensstemmelse med de vanskeligheder, der er karakteristiske for individer med dysleksi.
- Læsefærdigheder, der ser ud til at falde inden for det normale eller endda overlegne område for børn på deres alder, i hvert fald i forhold til læseforståelse.
Vi har samlet et par artikler, som dykker længere ned i begrebet. Dem kan du klikke dig videre til her.