Asynkronitet

Høj begavelse er kendetegnet ved stærke kognitive evner, der blandt andet giver en høj indlæringskapacitet og en evne til at gennemskue dynamikker og logikker. De opgaver, der kræver kognitive evner for at blive løst, falder typisk de højtbegavede nemmere end opgaverne gør for deres jævnaldrende.

Når det gælder eksempelvis motorisk udvikling, er den ofte på niveau med jævnaldrende børn. En af asynkroniteterne er derfor typisk, at barnet kognitivt har større forventninger til sig selv end motorikken kan indfri. Emotionel udvikling, herunder selvregulering, er også et område, hvor udviklingen sker langsommere end den kognitive udvikling.

De højtbegavede børn kan således det ene øjeblik virke meget modne af deres alder, det næste øjeblik virke meget yngre end de er for så igen et øjeblik efter at udvise helt alderssvarende kompetencer. Det gør, at man som forælder og lærer skal forvente et bredt spektrum af adfærd fra et højtbegavet barn. Det kan tillige i den grad også være en paradoksal oplevelse for barnet og medføre en dobbeltrettet og umiddelbart uforenelig selvforståelse: Jeg er dygtig, fordi jeg kan mange ting, som mine klassekammerater ikke kan, men jeg er samtidig dum, fordi der er helt almindelige ting, som jeg ikke kan.

Asynkron udvikling indebærer altså både at være ude af sync med sig selv og ude af sync med sine jævnaldrende og dermed ofte også med de forventninger, man møder i et klasseværelse. Det indebærer at have stærkere følelser og øget bevidsthed samt at være sårbar på grund af alle disse udviklingsmæssige og psykologiske forskelle - eksempelvis fra dem, man går i klasse med.

Columbus Group, som består af en nogle af verdens førende forskere og praktikere inden for feltet, har derfor netop den asynkrone udvikling som kernen i deres definition af høj begavelse:

Giftedness is asynchronous development in which advanced cognitive abilities and heightened intensity combine to create inner experiences and awareness that are qualitatively different from the norm. This asynchrony increases with higher intellectual capacity. The uniqueness of the gifted renders them particularly vulnerable and requires modifications in parenting, teaching, and counseling in order for them to develop optimally.

I Gifted Institute arbejder vi blandt andet ud fra denne definition af høj begavelse. Vi oplever, at anskuelsen af asynkron udvikling som hjørnesten i forståelsen af den høje begavelse er nyttig såvel i forsøget på at få støtte til de begavede som i det direkte arbejde med at øge de højtbegavedes trivsel og udvikling.

Med udgangspunkt i Ken Wilbers fire kvadranter, når vi skal forstå de højtbegavede børn, unge og voksne, ser vi, at både præstations-dimensionen og ”… inner experiences and awareness that are qualitatively different…” er centrale for at lære de højtbegavede at kende.

De 4 kvadranter

Høj begavelse har således også en præstations-dimension og nogle steder kan man møde den opfattelse, at høj begavelse alene handler om høj præstation og realisering af iboende præstations-potentiale. Det er, med udgangspunkt i matricen, en reduktion af, hvad det vil sige at være højtbegavet. En komplet forståelse af den højtbegavede forudsætter en nysgerrighed på alle fire kvadranter, herunder den indre subjektive oplevelse af blandt andet asynkronitet.

Der skrues op for asynkroniteten, når vi taler om de dobbeltexceptionelle; de højtbegavede med indlæringsvanskeligheder eller diagnoser. Her er der ikke alene tale om motoriske eller emotionelle kompetencer, der er ude af sync med de kognitive kompetencer (inter-domæne asynkronitet), men også specifikke kognitive kompetencer, der ikke er i sync med andre kognitive kompetencer (intra-domæne asynkronitet). Den indre oplevelse af uforståelige paradokser øges.

I Gifted Institute arbejder vi sammen med en lang række internationale aktører, som ligeledes inddrager asynkronitet i arbejdet med højtbegavede børn, unge og voksne. Vi er blandt andet meget glade for vores samarbejde med Dr. Linda Silverman, hvis forskning og virke har været helt afgørende for den måde, vi i dag tilgår de højtbegavede: Med stor åbenhed og nysgerrighed for det indre liv samt med respekt for asynkroniteten. Linda Silverman har sendt os en af de artikler, hun har skrevet omkring emnet asynkronitet og høj begavelse. Artiklen ligger frit tilgængeligt på instituttets hjemmeside, og vi forventer at tilføje flere løbende.